Grøn vej frem

CSR-politik i FMI

Forsvaret skal bidrage til at fremme fred og sikkerhed og værne om de værdier, som det danske samfund bygger på. I naturlig forlængelse af den opgave støtter FMI op om internationalt anerkendte principper for ansvarlig virksomhedsadfærd, som udtrykt i FN’s Global Compacts 10 principper, FN’s retningslinjer om menneskerettigheder og erhvervsliv, OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder, International Labour Organizations (ILO’s) fundamentale principper og rettigheder på arbejdsmarkedet samt overholdelse af internationale sanktioner, som Danmark har tiltrådt.

FMI har valgt at fokusere CSR-arbejdet på vores kerneopgave: At sikre Forsvaret indkøb af materiel til den rigtige pris og kvalitet, produceret og serviceret med respekt for mennesker og miljø.

FMI vil løbende identificere, vurdere og måle vores potentielle og aktuelle indvirkning på mennesker og miljø, ligesom vi vil integrere relevante CSR-politikker i FMI interne politikker og processer vedrørende anskaffelser og indkøb - lige fra udbudsprocessen til kontraktforhandlinger. I den forbindelse vil vi aktivt arbejde for, at der medtages behov vedr. lærlinge og veteraner i indkøb, hvor det er muligt. Vi vil informere og uddanne vores medarbejdere, så de forstår vores forpligtelse til at værne om samfundets værdier og aktivt kan bidrage til at undgå, at vi utilsigtet har en negativ indvirkning. Vi vil, i det omfang vi ikke kommer i konflikt med fortrolighedshensyn i en samarbejdsrelation, åbent og ærligt kommunikere om vores udfordringer og resultater på området, og vi vil søge samarbejde med andre virksomheder og organisationer med lignende udfordringer, ligesom vi vil inddrage eksterne interessenter i vores arbejde.

Vores primære ansvar er overfor vores soldater og civile medarbejdere, der ofte skal løse deres opgaver i farlige situationer. De er afhængige af beskaffenheden og kvaliteten af det materiel, vi anskaffer. Vi anerkender samtidig, at vi også har et ansvar for at anskaffe materiel under hensyn til mennesker og miljø.

Hvis en leverandør har forårsaget en væsentlig negativ indvirkning på mennesker eller miljø, vil FMI gennem dialog søge at påvirke samarbejdspartneren til at stoppe og afbøde de negative indvirkninger. Vores primære sigte med arbejdet er at søge dialog og engagere os i vores leverandører.

Vi forbeholder os dog retten til at afbryde samarbejdet, hvis dialogen med en leverandør synes nytteløs, eller hvis der i forbindelse med et køb er grove eller gentagne:

  • Menneskerettighedskrænkelser

  • Tilfælde af børnearbejde, som defineret i ILO konvention 182, artikel 3

  • Tilfælde af tvangsarbejde

  • Tilfælde af bestikkelse og andre former for korruption

  • Krænkelser af arbejdstagerrettigheder

  • Miljøkrænkelser

Det samme gør sig gældende, hvis anskaffelsen, eller forhold i forbindelse med anskaffelsen, er i strid med internationale sanktioner.

 

 

Sidst opdateret 1. august, 2022 - Kl. 10.34