Materiel
It og cyberområdet
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse overleverede onsdag 29. januar de to nye fly til Hjemmeværnet, som skal optimere Flyverhjemmeværnets opgaveløsning og støtten til Forsvaret og Politiet. De nye fly er leaset for en otteårig periode.
De Havilland Canada, Twin Otter
På en tåget vintermorgen i Roskilde Lufthavn kunne Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) overlevere to nye fly til Hjemmeværnet. De nye patruljefly er af typen Twin Otter, og de er anskaffet på en otteårig leasingaftale. De nye fly erstatter Hjemmeværnets nuværende Britten-Normann Defender-fly, som ligeledes var anskaffet på en leasingaftale.
Flyene skal styrke Hjemmeværnets opgaveløsning inden for overvågning, eftersøgning og støtten til det europæiske grænseagentur, Frontex. De nye fly er udstyret med topmoderne kamera- og sensorudstyr, så det fremover vil være muligt at afsøge langt større områder fra luften, samtidig med at flyene kan løse opgaver, som kræver længere flyvetid.
”Vi står med resultatet af et udbud, der bygger på godt og solidt flerårigt samarbejde mellem Hjemmeværnskommandoen, Flyverhjemmeværnet og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Et samarbejde, der bygger videre på det fine samarbejde, der har været om de Defender-fly, som Twin Otter skal afløse. Det er meget tilfredsstillende at kunne levere efterspurgte og moderne fly til vores kunder og samarbejdspartnere. FMI ønsker Hjemmeværnet tillykke med den nye kapacitet og ser frem til at støtte fremadrettet i driften af flyene,” siger oberst Klaus Qvist, der er ansvarlig for luftmilitære kapaciteter i FMI.
Den forbedrede sensorpakke betyder, at eksempelvis en eftersøgning af forsvundne personer eller en søredning vil blive endnu mere effektiv, og samtidig vil de nye fly kunne opfylde behovet for længerevarende operationer over hav.
”Twin Otter-flyenes mange kvaliteter kombineret med den moderne sensorpakke betyder, at Hjemmeværnet i højere grad kan styrke Forsvarets, Politiets og andre myndigheders opgaveløsning med det formål at værne om Danmarks sikkerhed,” siger chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Gunner Arpe Nielsen.
Flyene vil, ligesom Hjemmeværnets nuværende Defender-fly, have base i Aalborg og Roskilde Lufthavn og vil være en væsentlig styrkelse af Flyverhjemmeværnets kapacitet. Flyverhjemmeværnet spiller en vigtig rolle for Danmarks sikkerhed – både i det danske beredskab og i internationale opgaver. Derfor glæder oberst Dennis Thagaard, chef for Flyvehjemmeværnet, sig over de nye fly.
”De nye fly er et eksempel på, hvordan det rette materiel er essentielt for at levere kompetent og efterspurgt effekt, der styrker Forsvarets samlede opgaveløsning og øger sikkerheden for danskerne. Vores frivillige soldater kan med de nye fly løse komplekse opgaver med endnu højere kvalitet. Det gør en stor forskel for vores frivillige soldater, at de nu i endnu højere grad kan bidrage til beredskabet og være med til at passe på Danmark,” siger Dennis Thagaard.
De nye fly afløser Hjemmeværnets to leasede Britten-Normann Defender-fly, som efter næsten otte år og godt 6.800 timer på vingerne nu går på pension. De to nye patruljefly forventes at være fuldt operative i første kvartal af 2025.