Materiel
It og cyberområdet
For Maria McNally er tiden hos Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse forbundet med ansvar, udfordringer og stor arbejdsglæde. Hvad der i begyndelsen skulle have været tre måneder endte derfor med at blive ni hos Kapacitetsansvarlig Maritim (KAMA).
Maria var studentermedhjælper hos Joint GEOMETOC Support Center i FMI. Foto: Thomas Rosendal, FMI KOM.
Af Thomas Rosendal, FMI KOM.
Det er et familiært forhold, Maria McNally har til FMI. Med en søster ansat ved FMI’s munderingsdepot i Hjørring, blev det indgangsvinklen til at søge en stilling, da muligheden bød sig. Maria fortæller: ”Min søster sendte mig et LinkedIn-link til et stillingopslag med titlen: Studenter-medhjælper med it-erfaring søges til app-udvikling. Jeg tog chancen, søgte og tænkte, at det kunne være sjovt at prøve, fordi jeg havde aldrig lavet apps før.”
Det viste sig at være en god satsning, da Maria kort tid efter fik tilbudt stillingen. ”Jeg startede uden overhovedet at have erfaring med app-udviklingen, men fordi jeg kunne kode og havde andre tekniske færdigheder blev jeg ansat og fik ansvaret for at udvikle,” fortæller hun.
Appen vender vi tilbage til, for stillingen som studentermedhjælper viste sig at været andet og meget bedre, end hun havde turde håbe på.
I juli blev appen tilgængelig på android mobiltelefoner og tablets. Den forventes er udkomme til iOS i slutningen af 2024. Foto: Thomas Rosendal, FMI KOM.
I starten skulle det bare have været tre måneders ansættelse, men både Maria og FMI fandt hurtigt ud af, at de havde stor glæde af hinanden. ”Det var en tidsbestemt stilling til at begynde med. Det var tre måneder, og så var appen næsten færdig. Alligevel kunne jeg få lov til at forlænge min ansættelse, da mine færdigheder også kunne bruges til nye, anderledes opgaver,” fortæller Maria.
De tre måneder som studentermedhjælper blev til ni, men det skyldes ikke kun nye muligheder og opgaver, men i høj grad også gode kolleger. ”Det bedste ved jobbet hos FMI har været kollegerne. Folk er nede på jorden og interesserede, og man deler mange forskellige kompetencer og interesser med hinanden. Der er hele tiden nogen at spare med og videndele med,” fortæller hun.
Til dagligt studerer Maria softwareudvikling på Copenhagen Business Academy, hvor kodning også er en af arbejdsopgaverne. Interessen udsprang faget imidlertid hjemme foran tv’et, hvor film skubbede hende i den retning. ”Jeg har set en masse spionfilm og vidste, at jeg vil være programmør. Jeg ville gerne hjælpe Forsvaret eller politiet. Jeg fik så en stilling her i forsvaret, og det er det bedste job, jeg nogensinde har haft,” fortæller Maria med et smil.
Et sted, hvor hun kunne bruge interessen og evnerne udi kodning, var i udviklingen af en app-version af sejladsudsigt.dk
Sejladsudsigt.dk bidrager til sikker sejlads i alle Rigsfællesskabets farvande. Derfor har KAMA et ønske at udbrede det mest muligt. Som studentermedhjælper Maria har gennem udviklingen af en app-version nu gjort det muligt for Forsvaret, lodser og lystsejlere at benytte hjemmesidens funktioner på android telefoner og tablets.
For Marias vedkommende sluttede tiden som studentermedhjælper i maj, men ifølge hende selv, er der god sandsynlighed for, at det kun var et midlertidigt farvel til forsvaret.
”Jeg kunne sagtens forestille mig at vende tilbage til forsvaret, når jeg er færdig med studiet,” afslutter hun.
iOS-versionen af sejladsudsigt.dk forventes at udkomme inden årets udgang.
Er du i gang med et relevant studie fx indenfor teknologi på fx DTU eller studerer du jura, it, kommunikation eller noget helt tredje, så kontakt os gerne. Vi har ofte mulighed for at tilknytte studentermedhjælpere til vores forsknings- eller optimeringsprojekter.