Underskrift af kontrakt med Scandinavian Avionics.
Major Jens Vinther, FMI Kapacitetsansvarligt Luftsystemer,  CEO. Michael R. Truelsen (SA)

Underskrift af kontrakt med Scandinavian Avionics. Major Jens Vinther, FMI Kapacitetsansvarligt Luftsystemer, CEO. Michael R. Truelsen (SA)

Af Jan Schelbech, FMI KOM

 

Ved første øjekast ligner instrumenterne i det eksisterende cockpit i T-17 noget fra anden verdenskrig. Solide analoge instrumenter, der har udfyldt deres rolle perfekt, og som alle tidligere og nuværende danske piloter i Forsvaret er gået solo med i mere end en halv menneskealder. Ikke mindst HM Kong Frederik. Men nu er det slut.

 

Det højvingede fly med det karakteristiske bubble canopy og T-hale får nu en digital overhaling med nyudviklede digitale instrumenter.

 

T-17TXi glascockpit

Glascockpit fra prototype

FMI har underskrevet en rammeaftale med Scandinavian Avionics (SA) i Billund, der skal levere de digitale instrumenter og montere dem i de første 10 fly i Flyvevåbnets flåde af 26 træningsfly. Herefter skal Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste i Aalborg ombygge resten af flyene.

 

Scandinavian Avionics (SA) har vundet EU udbuddet i skarp konkurrence med andre danske og udenlandske virksomheder.

 

”Jeg er meget tilfreds med, at en dansk virksomhed har vundet udbuddet. Udbudsmaterialet er skrevet på dansk, men vi har også haft tilbud fra udenlandske virksomheder. Samtidigt har Scandinavian Avionics (SA) været en vigtig partner i udviklingen af prototypen T-432, som instrumentopdaterings-programmet er bygget på. De har den nødvendige know-how og erfaring, der kan sikre, at projektet bliver en succes,” siger major Jens Vinther, kapacitetsmanager på T-17 og Fennec, FMI.

 

En ny æra for T-17

Siden 1975 har Forsvaret primært anvendt flyet T-17 til uddannelse og træning af piloter. Cockpittet i det næsten 50 år gamle T-17 træningsfly tager nu et teknologisk kvantespring. Det originale analoge navigations- og kommunikationsudstyr bliver erstattet af moderne digitalt udstyr, der er domineret af to centrale LCD displays.

 

Arbejdet med at opdatere de ældre fly har været en kompleks opgave. Det er ofte lettere at bygge helt nyt end at finde de rigtige tekniske løsninger, når man skal modificere en eksisterende konstruktion.

 

Derfor har FMI haft et tæt samarbejde med Flyvevåbnet, Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste, nordjyske 2M Ståldesign ApS og Scandinavian Avionics.

 

Virksomhedens designspecialister og avionics-ingeniører har udviklet den nødvendige hardware og dokumentation på bl.a. det nye layout af instrumentpanel, diagrammer, tilkoblinger, ledningsføring og placering af instrumenter, der ligger til grund for den endelige opdateringspakke, som man nu går i gang med i Billund.

 

Digitalt indfødte pilotelever

Samtidig betyder en tidssvarende digital instrumentering en mere naturlig overgang for nye militære piloter til mere komplekse flystel og platforme under den videre pilotuddannelse. Det nye cockpit skal skabe en mere naturlig overgang til Forsvarets avancerede fly, hvor især F-35 kampflyene og Seahawk helikopterne springer i øjnene.

 

”T-17 prototypen er en fornøjelse at flyve, og cockpitopdateringen giver os nye muligheder i uddannelsen af vores pilotelever. Vi ruster dem bedre til den videre uddannelse. Samtidigt skal man ikke underkende, at pilotelever i dag er digitalt indfødte. Det er naturligt for dem at betjene en touch skærm. Vi ser meget frem til de ”nye” træningsfly,” fortæller major Claus Kronborg Caspersen (CAP), næstkommanderende, Flyveskolen.

 

T-17 glascockpit prototype (T-432)

T-432 blev anvendt til at teste prototypen på glascockpit til T-17 Supporter 

Fra T-17 til T-17 TXi

Det originale analoge udstyr i cockpittet er udskiftet til et langt mere moderne set-up med digitale touch skærme og mulighed for trådløs upload af planlægning og relevante databaser, der relaterer til flyvning.

 

Pilotens gamle analoge primærinstrumenter bliver udskiftet med et Garmin G500 TXi display, som giver et meget bedre overblik over de vigtigste flight data som højde og fart. Dette inkluderer digitalt EIS (Engine Indication System), der overflødiggør blandt andet de originale motor- og brændstofinstrumenter.

 

Den nye GTN750Xi GPS er pilotens værktøj, når det gælder navigation og kommunikation, og en batteridrevet GI275 standby indikator er installeret, hvis flyet mister sin primære strømkilde.

 

Markante forbedringer

Der er installeret LED indikatorer i panelet, som bruger mindre strøm og nedsætter behovet for vedligeholdelse, samt en ADS-B out løsning (Automatic Dependent Surveillance – Broadcast), der sørger for at udsende lovpligtig data om flyets identifikation, position, højde og fart til jordstationer og andre fly.

 

Samlet set en gennemgribende opdatering af det ældre træningsfly, som løfter cockpit og instrumentering til et nyt niveau. Denne opgradering markerer en ny æra for T-17 træningsflyet, og sikrer, at det fortsat vil være en vigtig del af Forsvarets kapacitet i mange år fremover.

 

Cockpitopdatering af T-17 vil også betyde giver en lidt mindre totalvægt, som betyder en mindre brændstofbesparelse. T-17 flåden får også ny bemaling. Alle træningsfly bliver malet i F-35 farve. Det bliver dog først udført i forbindelse med hovedeftersyn af flyvene.

 

Fakta om T-17 Supporter

Det danske Flyvevåben råder i alt over 26 T-17 fly, hvor der er plads til to personer ombord. T-17 flyene anvendes primært som træningsfly til uddannelse af piloter, men også til observationsflyvninger, forbindelsesflyvninger, vedligeholdelse af færdigheder og meget andet.