Laura Nielsen, elev på NEXT Baltorp Business Gymnasium (BBG) i Ballerup

Laura Nielsen, NEXT Baltorp. Foto: FMI

Af Kathrine Rose, FMI KOM

 

På NEXT Baltorp Business Gymnasium (BBG) i Ballerup er der fra slutningen af 2023 kommet nye emner på skoleskemaet. Her åbnede nemlig landets første gymnasiale forsvarslinje for elever, der er interesserede i at lære det danske forsvar bedre at kende.

 

Hos NEXT Baltorp hedder fagene stadig engelsk, samfundsfag og idræt, men indholdet er nytænkt, så det handler om forsvarets opgaver og rolle i Danmark. I samarbejde med Forsvarsakademiet er undervisningen og pensum udviklet til at gøre de unge mennesker klogere på, hvilke muligheder der findes, hvis det lyder tillokkende at trække i trøjen.

 

Samarbejdet med Forsvarsakademiet om at udvikle undervisningen og forsvarslinjen tog et halvt års tid, men nu er linjen oppe at køre til stor glæde for både elever og lærere. Ved første udbud af linjen valgte 15 procent af de nye 1.g-elever forsvarslinjen på NEXT Baltorp. Det har givet lærerne en mindre klasse, der sikrer en stor nærhed mellem elev og lærer.

 

Lille klasse giver stor sammenhængskraft

 

De 100 1.g’ere var i august 2023 inviteret til FMI’s DALO Industry Days, hvor de med stor interesse deltog og opsøgte viden om Forsvaret. Her mødte FMI Laura Nielsen, som på daværende tidspunkt fortalte, at hun udelukkende havde valgt NEXT Baltorp på grund af udsigten til forsvarslinjen.

 

Nu har Laura Nielsen gået på linjen i et par måneder, og ifølge hende har opstarten af linjen været meget givende.

 

”Jeg kan super godt lide at gå på linjen, især fordi man kan mærke, at der er tid til hver elev,” siger hun.

 

Den mindre mængde elever i klassen har også givet et godt sammenhold blandt de unge mennesker. Laura Nielsen oplever, at især ét fag ryster dem sammen.

 

”Normalt har man jo ikke idræt på en hhx-uddannelse, men det har vi. Vi laver meget holdsport, som har rystet os godt sammen i klassen. Vi er hurtigt blevet gode i klassen til at skubbe hinanden til at blive bedre. Det er virkelig fedt at mærke. Samtidig er lærerne rigtig gode til at inddrage Forsvaret i undervisningen, selvom de skal holde sig til pensum,” forklarer hun.

 


 

Nye emner i pensum

 

Men det er ikke kun eleverne, der er tilfredse med forsvarslinjen. Også lærerne mærker et udbytte af de nye emner.

 

”Lærerne finder det hele meget interessant. Der bliver skubbet til det, de kender, og de får nogle positive udfordringer, når de skal til at undervise om helt nye emner,” fortæller Martin Kramer-Jørgensen, der er rektor på NEXT Baltorp.

 

Det er mere end bare emnerne, der er nye. Også oplevelserne på den treårige uddannelse, er anderledes end på enhver anden gymnasielinje. Eleverne skal nemlig i alle deres fag besøge Forsvaret minimum en gang om året. På den måde vil de få en føling med, hvordan det virkelige Forsvar ser ud. Samtidig får de indblik i, hvor mange forskellige jobs Forsvaret rummer.

 

Inspiration for andre

 

Rektor Martin Kramer-Jørgensen har et håb for arbejdet med den nye forsvarslinje. For ham handler det om at skabe mulighed for at give danske teenagere en forståelse for den sikkerhedspolitiske virkelighed, vi alle sammen lever i.

 

”For mig handler det om at skabe oplyste unge mennesker. Derfor håber jeg også, vi kan inspirere andre ungdomsuddannelser til at skabe noget lignende,” fortæller han.

 

Netop dette håb er gået i opfyldelse. Mandag den 15. januar 2024 blev det annonceret, at Nørresundby Gymnasium også har oprettet en forsvarslinje, som elever kan starte på fra efteråret 2024. Spørger man rektor på Nørresundby Gymnasium, Søren Hindsholm, står det da også klart, hvor idéen kommer fra.

 

”Tankerne om en forsvarslinje har været spirende siden Rusland invaderede Ukraine, så da vi så, at NEXT Baltorp udbød en forsvarslinje, var det oplagt at lave noget lignende,” forklarer han.

 

Samtidig har Nørresundby Gymnasium praktisk talt Forsvaret liggende i baghaven i form af Trænregimentet i Aalborg, Air Transport Wing i Karup og 1. Eskadre ved Flådestationen i Frederikshavn. Derfor giver det god mening for Søren Hindsholm, at områdets unge kan få en føling med Forsvaret allerede fra gymnasietiden.

 

”Forsvaret er en stor ting i Aalborg. Derfor skal vi også skabe denne mulighed for de unge mennesker, der er interesserede i at gå i den retning,” siger han.

 

Forsvaret spiller aktiv rolle

 

Pilotprojektet på NEXT Baltorp er opstartet i samarbejde med Forsvarsakademiet, der har været sparringspartner på indholdet i undervisningen. Her ser man positivt på de unges lyst til at lære mere om forsvar, sikkerhed og beredskab. Spørger man oberstløjtnant Henrik Jedig Jørgensen, der er chef for Afdeling for Uddannelsesstrategi og Forskningsstøtte på Forsvarsakademiet, giver det da også god mening, at de unge mennesker får et større kendskab til Forsvaret.

 

”Der er jo en helt klar gevinst i dette projekt, hvis det får flere unge mennesker til at søge ind i Forsvaret. Samtidig kan projektet også være med til at nogle får øjnene op for nogle af de muligheder, der er i Forsvaret, når man er civil,” siger han.

 

”Eleverne kommer til at arbejde med cases fra Forsvarets virkelighed. Det kan for eksempel være en case fra FMI, som får nogle til at få øjnene op for, hvilke jobmuligheder, der findes der,” fortsætter han.

 

Samtidig fortæller han, hvordan uddannelsen er et springbræt frem for en kontrakt. For selvom man vælger forsvarslinjen på NEXT Baltorp eller Nørresundby Gymnasium, er der intet krav om, at man trækker i trøjen efter endt ungdomsuddannelse.

 

”Det er en gymnasial uddannelse som enhver anden, der giver adgang til videregående uddannelser. Og selvom man vælger en civil uddannelse, kan man jo sagtens senere i livet få et job i Forsvaret som netop civil,” understreger oberstløjtnant Henrik Jedig Jørgensen.