Victor, it-elev i forsvaret, har på hobbybasis 3D-printet i gennem de sidste fire-fem år og har brugt YouTube til at lære sig færdighederne.

Victor, it-elev i forsvaret, har på hobbybasis 3D-printet i gennem de sidste fire-fem år og har brugt YouTube til at lære sig færdighederne.

Af Rasmus Würtz Lindemann, FMI Cyberdivisionen

 

Forsvaret har behov for it-support overalt i Rigsfællesskabet, så fra Nuuk til Bornholm findes Lokal IT Support – LITS’er. I Karup har den lokale LITS en it-elev med en ualmindelig nyttig hobby.

 

”Vi er nået dertil, at vi stiller os selv spørgsmålet: ’Kan vi selv løse det?’ Først derefter ser vi på, om løsningen kan købes udefra.” Ordene er Jacobs. Han er chef for den driftige it-supportelev Victor.

 

Victor printer løs på løsninger, der er designet nøjagtigt til hverdagens små udfordringer i Karup. Produkterne kan være en holder til dockingstationen, en holder til laptops, en kabelsamler ved arbejdsbordet osv. Alt sammen små ting, der letter arbejdsdagen for LITS’en i Karup eller dets 1.900 brugere. Og det er ting, som der ikke nødvendigvis er økonomi til at anskaffe fra eksterne leverandører.

 

”Der er ikke meget nyt i, at økonomien sætter nogle hindringer for vores arbejde. Men det er derimod noget nyt, at vi kan løse opgaverne selv inden for de økonomiske rammer, vi har,” konstaterer Jacob og fortsætter:

 

”Victors evner som designer og producent af alskens små og større genstande er virkelig en appelsin i turbanen. For i stedet for at melde hus forbi, når vores brugere og kollegaer kommer forbi med ønsker, kan vi nu faktisk udvikle nye løsninger rundt om i forsvaret.”

 

Selvlært 3D-print-designer

Victor er selvlært inden for 3D-print. Han har lært sig at opfinde og producere ved at anskue hverdagens småirriterende problemer med en optimistisk og løsningsorienteret tilgang:

 

”Mit første 3D-print var en lille, trekantet løsning til et badeværelse med skråvægge. Her kunne forhænget ikke dække, og det ville blive dyrt og besværligt at få lavet i de præcise mål, jeg skulle bruge. Det var til gengæld hverken dyrt eller besværligt at 3D-printe det, så det gjorde jeg.”

 

Nogle af de løsninger, som 3D-printes i Karup, er computerholdere. Hvis du kender en toastholder, så kan du se computerholderen for dig. Den blev nødvendig, da Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse indkøbte mindre skriveborde. Pladsen på bordene blev trang for mange af brugerne.

 

”Vi har regnet på det, og man sparer en masse plads på bordet,” siger Victor om sin 3D-printede computerholder.

 

Besparelser

Egenproduktionen har også medført økonomiske besparelser. Ved selv at finde løsninger og printe dem på stedet, kan budgettet til anskaffelser holdes i bund.

 

”Vi har investeret i en ny 3D-printer, som vi skal bruge til flere 3D-print. Vi arbejder blandt andet på et projekt omkring fastspænding af computere i forsvarets køretøjer, som vi kan lave meget nøjagtigt og billigt,” siger Jakob.