Vask og rens af både munderinger og linned er en essentiel opgave, der understøtter en velfungerende hverdag for de operative brugere.

Vask og rens af både munderinger og linned er en essentiel opgave, der understøtter en velfungerende hverdag for de operative brugere. Foto: Textilia Group A/S. 

Af Kathrine Rose, FMI KOM.

 

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) og Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (FES) har pr. 1. januar 2025 en ny aftale, der omhandler vask og rens af mundering og linned. Men aftalen er ikke som enhver anden aftale, der bliver underskrevet mellem forsvaret og en ekstern leverandør.

 

En udbudsproces kræver tid og koordination, så det var ikke noget tilfælde, da FMI og FES valgte at lave et udbud sammen, da der igen skulle findes en leverandør til håndtering af de vaskeopgaver, forsvaret skal løse. Nytænkende sagsbehandlere havde nemlig set muligheder i et tæt samarbejde mellem de to styrelser.

 

Både FMI og FES har vaskeopgaver, der skal løses effektivt. Hos FMI omhandler det mundering, der kræver en stor opmærksomhed på behandlingen af uniformsgenstande, og hos FES skal linned og håndklæder fra indkvarteringer over hele landet være nyvaskede og klar, hver gang personel ankommer til tjenestelige overnatninger.

 

Textilia leverer vaskeservice til mange forskellige behov. Derfor kan de også understøtte flere forskellige opgaver for forsvaret.

Textilia leverer vaskeservice til mange forskellige behov. Derfor kan de også understøtte flere forskellige opgaver for forsvaret. Foto: Modelfoto Textilia Group A/S.

Længere løbetid

De to styrelser har ved sammenlægningen af et udbud kastet sig ud i en ny måde at gribe et indkøb an på. Hvor man oftest anvender en standardiseret fireårig rammeaftale ved anskaffelser af både materiel og serviceydelser, er der ved dette udbud i stedet gjort brug af en offentlig kontrakt.

 

Muligheden for at lave en offentlig kontrakt frem for en rammeaftale kræver, at der er fagligt begrundede argumenter for anvendelsen af aftaletypen. I dette tilfælde var argumenterne på plads, og over sommeren blev der derfor skrevet under på den utraditionelle kontrakt.

 

Morten Gammelmark Yde, der er sagsbehandler i Joint Driftsunderstøttelse hos FMI, forklarer, at en længere løbetid på kontrakten er fordelagtigt for alle parter.

Den eksisterende leverandør har oplyst, at det først var i den allersidste del af den eksisterende aftales løbetid, at den gav overskud, særligt fordi investeringsomkostningerne var høje og processerne komplicerede. En længere løbetid ville give en mere fordelagtig pris, idet perioden til at afskrive leverandørens omkostninger ville blive tilsvarende forlænget.

Samarbejde på styrelsesplan

I FMI er man ikke ene om at være tilfreds med den nye aftale. FES er nemlig også en del af den underskrevne kontrakt, som de vil få gavn af mange år frem. Samarbejdet mellem de to styrelser er valgt af flere årsager.

 

Sammenlægningen af det, der eller skulle have været to separate udbud, til et enkelt, har betydet en besparelse af interne ressourcer, ligesom den længere løbetid som nævnt i sig selv giver en besparelse. De ansvarlige medarbejdere i FMI og FES har på denne måde sørget for at procesoptimere helt fra start af opgaven.

 

Samarbejdet mellem FES og FMI betyder nemlig, at der med stor sandsynlighed vil være stordriftsfordele af hente for leverandøren. Hos Textilia Group A/S er man meget tilfreds med den nye aftale.

 

”Vi er utrolig stolte af at blive valgt som leverandør til forsvaret. Aftalen er resultatet af et stærkt tilbud, der understøtter forsvarets forskellige krav. Forsvaret har i udbuddet tillagt miljøhensyn og service stor vægt, hvilket vi har imødekommet med vores høje ambitionsniveau angående bæredygtighed og et målrettet servicetilbud, som er skræddersyet til forsvarets organisering,” udtaler kontraktchef i Textilia Christina Iben Marott Philipsen.

 

Den nye aftale, der træder i kraft 1. januar 2025, varer syv år.