Materiel
It og cyberområdet
FMI påbegynder anskaffelsen af nyt panserværnsmissilsystem til Hæren. Det valgte system er SPIKE LR 2 systemet fra Eurospike.
Nyt panserværnsmissilsystem
Som et led i opbygningen af 1. brigade og let infanteribataljon fra 2. brigade anskaffer Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) panserværnsmissilsystemet (PVMS) SPIKE LR 2 fra Eurospike til opklarings- og infanterienhederne. Den samlede anskaffelse af PVMS gennemføres i perioden 2021-2025 og omfatter Command Launch Units (affyringssystemer), uddannelses- og simulationsmateriel, et antal panserværnsmissiler samt forberedelse af integration på det nye stabiliserede våbensystem (STAVS).
5. generations panserværnsmissilsystem
”SPIKE LR 2 systemet er et 5. generations panserværnsmissilsystem fra 2018, som vil sikre, at Hæren kan bekæmpe både middel- og tungtpansrede køretøjer samt befæstede kampstillinger m.v. på mellemlange afstande. PVMS kommer dermed til at udgøre en væsentlig del af kampbataljonernes og underafdelingers kampkraft”, fortæller oberst Christian Brejner Ishøj, chef for Kapacitetscenter Land i FMI.
SPIKE LR 2 systemet giver mulighed for at engagere et mål ud til ca. 5500 meter under anvendelse af enten direkte eller indirekte skydemetoder (No Line of Sight). Sidstnævnte gør skytten i stand til at engagere mål på den anden side af bakker, skove og øvrige terrængenstande. Skytten kan vælge, hvorvidt missilet skal anvende top-attack eller en direkte angrebsvinkel. Dette giver enhederne stor operativ fleksibilitet og effekt på kamppladsen.
PVMS skal anvendes i både en op- og afsiddet konfiguration, med nøjagtig samme tekniske specifikationer. Opsiddet skal PVMS monteres på den nye STAVS KONGSBERG PROTECTOR, der bl.a. indkøbes til både Eagle 5 og Piranha 5.
Styrken ved en NSPA rammeaftale
Det er besluttet at anskaffe PVMS gennem en eksisterende rammeaftale hos NATO Support and Procurement Agency (NSPA), hvilket både betyder hurtig levering, en god pris pris samt en stor forsyningssikkerhed for alle deltagerlande, herunder Danmark. I alt anvender 14 NATO lande allerede SPIKE LR eller LR 2 systemerne, som er kompatible med hinanden - heriblandt de baltiske lande, Holland, Tyskland, Polen, Spanien, Italien m.fl. Det betyder, at danske styrker ved fremtidige indsættelser i og udenfor Europa kan operere sammen med allierede med samme system og trække på fælles lagre/logistik. Dette kan også gøre sig gældende ved øvrige indsættelser i andre operationer i NATO’s interesseområder.