Flyindfangningsanlæg

Flyindfangningsanlæg/Nødbremse til kampfly

Det nye indfangningsanlæg af typen Water Twister F-44, som erstatter en ældre/mindre såkaldt F-34 type, kan i modsætning til det gamle også håndtere de nye F-35 kampfly.


En nødbremse
Flyindfangningsanlæggene er kampflypiloternes nødbremse. Det kan stoppe et fuldt lastet kampfly med hastigheder på over 200 km/t, hvis der f.eks. opstår fejl på flyet under start eller landing, eller hvis banen er ekstra glat om vinteren.


Heldigvis er det ekstremt sjældent, at flyindfangningsanlægget bliver brugt i en rigtig nødsituation, men anlægget er tidligere blevet testet af jagerpiloten major Hans Peter Bagger med flyvernavnet BAN:


- Testen blev udført med mig i en F-16, der startede helt ude for enden af banen og accelererede ind imod kablet med flyets indfangningskrog nede – først med ca. 100 km/t og bagefter med godt 160 km/t. Nedbremsningen skete i begge tilfælde meget udramatisk og mindede lidt om, når man bremser halvhårdt i en bil. Ingen flammer, røg eller anden drama – blot en stille og rolig opbremsning. Anlægget blev godkendt og jeg blev bekræftet i, at det nok skal redde mine kolleger eller mig, hvis vi en dag får brug for det, fortæller BAN.

 

I videoen ses den test, som BAN refererer til, som bliver udført på hovedbanens primære anlæg BAK 12/14.


Hvordan virker det
Anlægget består af et kabel forbundet til to bælter. Bælterne er viklet op omkring en aksel på indfangningsanlægget. Når et kabel påvirkes og trækkes ud af anlægget, begynder akslerne at dreje rundt, mens bælterne bliver spolet ud (som det også ses i videoen). Det er bremsemekanismen i akslerne, som gør, at rotationen kun kan ske med stor modstand, og som sikrer, at flyet bremses langsomt og sikkert ned. Indfangningsanlæggene i hele Danmark vedligeholdes af et såkaldt BAK-12/14 hold fra afdelingen Aircraft Logistics Squadron (ALS) på Flyvestation Skrydstrup.

 

De nye anlæg sættes op med start i foråret 2022. Dermed er de også klar, når F-35 indfases fra 2023.