Materiel
It og cyberområdet
Danmark har nu – som det første flyvevåben i verden - to el-fly på vingerne. Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og Flyvevåbnet er klar til at vise flyene frem for offentligheden.
Her er Danmarks første el-fly på sin første tur på Flyvestation Karup. Foto: Simon Elbeck / Forsvaret
Af Forsvarskommandoen
”Flyene er 100 procent emissionsfri, meget støjsvage og i øvrigt billige i drift. Vi kan se, at der kan være perspektiver i at anvende elektriske fly, når teknologien bliver moden,” siger oberstløjtnant Casper Børge Nielsen, der har været ansvarlig for anskaffelsen for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.
Flyvevåbnet har modtaget de to Velis Electro el-fly fra den slovenske flyproducent Pipistrel og gennemført den første række flyvninger. Testpiloten POL melder, at de første erfaringer er positive.
”Flyet er velbygget og flyver fint. Teknologien er spændende, og vi er godt i gang med afprøvningen, som vil give os et solidt indblik i både flyets og teknologiens muligheder, nuværende begrænsninger og udfordringer,” siger POL.
Danmarks el-fly er af mærket Velis Electro. Foto: Magnus Terp / Forsvaret
Flyene skal være en del af Flyvevåbnet de næste to år, og de skal gennemgå en række afprøvninger. Det skal ligeledes undersøges, hvorvidt teknologien kan anvendes til uddannelse af nye piloter.
”Flyene skal ikke afløse nogen af de flytyper, vi har. Formålet med anskaffelsen er at få indsigt i og erfaring med teknologien og dens fordele og ulemper. På den måde er vi klar, når teknologien over tid bliver et reelt grønt alternativ,” siger HEK, der har været ansvarlig for anskaffelsen fra Flyverkommandoens side.
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse har sikret en leasingaftale, der betyder, at Forsvaret har to år til at arbejde med den nye teknologi.
”Teknologien er stadig på et indledende stadie, og vores undersøgelser vil give os indblik i, hvordan den fremadrettet kan anvendes. Derfor er den indgåede leasingaftale over to år en rigtig god løsning. Vi får mulighed for at gå i dybden og undersøge potentialet i kapaciteten uden risiko for at ende med materiel, vi reelt ikke kan bruge,” siger Casper Børge Nielsen.
Se flyet og hør mere om fordelene her i videoen
Medierne inviteres til fremvisning af flyene på Flyvestation Karup den 23. november klokken 1100. Her vil det være muligt at komme tæt på flyene og, hvis vejret tillader, se dem i aktion. Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse vil fortælle om anskaffelsen af flyene, og Flyverkommandoen vil fortælle om perspektiverne i anskaffelsen og om flyveoplevelsen.
Det er nødvendigt at tilmelde sig inden den 22. november klokken 1200. Tilmelding forgår pr mail til skjoldan@mil.dk.
Læs mere information om anskaffelsen af elektriske fly her.
Tophastighed: 181 km/t
Rækkevidde: 100 km
Flyvetid: 30-50 minutter
Opladningstid til 100%: 45 min.
Bemanding: 2 personer
Brug: Skoleflyvning
Producent: Pipistrel