Portræt af Sophie, eksplosivinspektør

Sophie, kemiingeniør og eksplosivstofinspektør i FMI.

Af Felix Kjær, FMI KOM

Når Forsvaret håndterer ammunition og eksplosivstoffer, er det Sophie, der sætter rammerne for sikkerheden. Som eksplosivstofinspektør har hun mandat til at stoppe selv de mest erfarne officerer, hvis reglerne ikke bliver fulgt. ”Det er netop, når tingene skal gå hurtigt, at vi skal huske reglerne,” siger hun med et smil.

Hvis man skærer helt ind til benet, handler Sophies job om at fjerne tvivlen hos dem, der behandler eksplosivt materiel. Hun er med til at sørge for, at sikkerheden er i top på de mange ammunitionsmagasiner, der ligger rundt omkring i landet.

Folk skal helst ikke tænke på os. De skal ikke bekymre sig om, hvad der sker, hvis ulykken er ude, for det har vi allerede taget stilling til. Og det er et kæmpe ansvar.

Når Sophie har gjort sit arbejde godt, behøver brugerne ude på depotet bare at referere til ”drejebogen”, sætte de fornødne krydser og så vide, at de har opfyldt alle de sikkerhedsmæssige krav.

Når det virkelig spiller, er Sophies arbejde faktisk noget nær usynligt.

Når det handler om eksplosivt stof og sikkerhed, er det med at holde tungen lige i munden. Materiellet kan nemlig påvirkes af mange eksterne faktorer lige fra fugt til den temperatur, det opbevares ved, og det har alt sammen betydning for, hvordan stoffet reagerer.

For ammunition kan godt blive ”dårligt” eller urent, som det hedder på fagsproget.

 

Hvordan FMI tester den ammunition, som Forsvaret har til rådighed, kan du læse mere om her.

Interesse for kemi

Sophie er uddannet kemiingeniør, og interessen for stoffers molekylære opbygning og den kemiske proces bag eksempelvis eksplosioner har altid interesseret hende. Sophie kan huske, hvordan hun som ung faldt over en rød bog med navnet ”Hvad kan du blive i Forsvaret” og blev tiltrukket af jobbet som minerydder, men videre end bogen kom hun altså ikke.

Til spørgsmålet om en rød tråd mellem hendes uddannelse og ansættelse i FMI svarer Sophie ”det er der slet slet ikke,” mens hun slår en lille latter op.

Smil og latter er noget, der gennem interviewet kommer let til Sophie, men når samtalen falder på hendes faglighed og de opgaver, hun til daglig roder med, bliver smilet suppleret af en brændende seriøsitet.

Det er tydeligt, at Sophies arbejde er vigtigt for hende og netop muligheden for at arbejde med noget, der har betydning ude i den virkelige verden, er noget af det, hun godt kan lide ved arbejdet i FMI.

”Jeg kunne nok godt finde et job, hvor jeg får mere i løn. Men at du kan se effekten af det, du laver – det er svært at betale sig fra. Jeg gider heller ikke kede mig, når jeg går på arbejde,” forklarer Sophie.

Og netop at kede sig gør Sophie som eksplosivstofinspektør bestemt ikke. Det er derimod et job, der både får hende ud på depoterne og til møder i NATO-regi; F Sophie anslår, at hun på et år har mellem 20 og 30 rejsedage.

Der er heldigvis også tid til fordybelse for Sophie. Noget af det, der især fascinerer hende ved at arbejde i FMI, er muligheden for at ”nørde” i dybden med det nichede emne, som eksplosivstofområdet er.

En sten i skoen

Sophie er glad for regler, sikkerhed og at der er styr på tingene. Hun forklarer selv, at hun besidder en stor ansvarsfølelse, og at det er med til at give jobbet som eksplosivstofinspektør mening for hende. Derfor har hun heller ikke noget imod at være den irriterende type, der rækker hånden op til et møde for lige at snakke sikkerheden igennem én gang til.

”Vores myndighed er lidt en sten i skoen på de andre. Når tingene skal gå stærkt, så er det pisseirriterende at trække i bremsen, men det er netop, når tingene går hurtigt, at vi skal huske på reglerne – også selvom man har mange stjerner på skulderen,” forklarer hun engageret.

At sige fra også over for personer med højere rang end Sophie er en helt naturlig del af hendes arbejde, og at turde tage de kampe, der nogle gange opstår, er en helt naturlig del af hende.

”Jeg er nok lidt som en hund, der bider sig fast, og ikke slipper, før jeg er sikker på, at mit budskab er slået igennem,” fortæller hun og tilføjer med et smil, at hun godt kan forstå, hvis nogen synes, at hendes afdeling en gang imellem er en stopklods.
Men netop den del af jobbet, er faktisk noget, hun ret godt kan lide, tilføjer hun.

 

Som eksplosivstofinspektør er dette bare nogle af Sophies arbejdsopgaver:

  • Godkende projekter for militært byggeri i eksplosivstofområder.
  • Godkende faciliteter til opbevaring af ammunition og eksplosivstoffer, samt at fastsætte maksimalt tilladelige ammunitions- og eksplosivstofmængder ved disse faciliteter.
  • Udstede dispensationer.
  • Rådgive indenfor eksplosivstofsikkerhed.
  • Udarbejde og vedligeholde direktiver og bestemmelser for eksplosivstofsikkerheden i Forsvaret.
  • Anbefale ekstraordinære krudt- og sprængstoftilsyn.
  • Føre tilsyn med, at regler og bestemmelser efterleves, bl.a. ved gennemførelse af inspektioner ved nationale- og internationale operationer.
  • Repræsentere FMI, og Danmark i det nationale og internationale arbejde på eksplosivstofsikkerhedsområdet. 
  • Fareklassificere ammunition og eksplosivstoffer.

 

Sidst opdateret 10. april, 2025 - Kl. 11.30