Martin er civilingeniør i geofysik og rumteknologi

Civilingeniør Martin Rossau

Af Thomas Rosendal, FMI KOM

Sidste sommer stod Martin Rossau med sit længe ventede uddannelsesbevis i hånden – færdig på DTU og klar til det private erhvervsliv. Sådan gik det dog ikke, arbejdslivet blev meget anderledes: For eksempel er anskaffelse af et nyt soft-kill system og drift af en undervandsdrone blot et par af de projekter, som Martin arbejder med som ingeniør og teknisk sagsbehandler hos Kapacitetsansvarlig Maritim (KAMA) ved Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI). En bred palet, han sætter stor pris på:

Jeg sidder med mange forskellige arbejdsopgaver, der spænder bredt og giver stor fleksibilitet og variation i hverdagen. Alt fra udarbejdelse af kravspecifikationer til test og drift af materielsystemer i det operative miljø. Det er noget af det bedste ved jobbet, siger han.

At karrierevejen skulle styre i retning af forsvaret, lå dog ikke lige i kortene. Martin forklarer:

"Vi var en flok fra min studieretning, der blev inviteret ud at sejle på Niels Juel af en tidligere DTU-studerende. Han fortalte om jobbet som våben- og elektronikofficer. Jeg tænkte, at det ikke var det rigtige job for mig, da jeg ikke ønskede at sejle så meget, men det plantede alligevel ideen om, at forsvaret kunne være en spændende arbejdsplads."

 

Ideen tog for alvor form, da han i efteråret 2023 stod midt i jobsøgningen som helt grøn civilingeniør.

 

Match med Maritim

Da Martin søgte en stilling ved FMI, matchede jobbeskrivelsen ikke helt de kompetencer, han havde med sig fra DTU. Alligevel følte han sig velkommen og oplevede stor interesse for sin faglighed. Han fortæller:

"En anden DTU-dimittend og jeg søgte det samme job hos FMI. Mine kompetencer matchede ikke jobbeskrivelsen lige så godt som hans gjorde, men jeg fik at vide, at min faglighed også var efterspurgt i teamet, og fik i stedet tilbudt den stilling, jeg sidder i nu," siger han.

Trods der ikke ved første øjekast var en koblingen mellem rumteknologi, geofysik og forsvaret, har Martin erfaret, at FMI er et sted med mange forskellige faglige kompetencer.

Jeg har virkelig kunnet drage nytte af min teknologiske forståelse og håndtering af komplekse beregninger og algoritmer. Opgaverne, der skal løftes, kræver ofte mange forskellige fagkompetencer, og med min baggrund kan jeg bidrage til, at fregatternes teknologiske systemer kører optimalt, fortæller han.

 

Et job med udvikling

Med sin uddannelse fra DTU havde Martin allerede gode forudsætninger for at bidrage til beskyttelse af fregatterne imod missiltrusler med soft-kill, men selv fremhæver han også, at jobbet har givet mulighed for faglig udvikling.

Jeg har ikke kun anvendt de kompetencer, jeg har med mig fra uddannelsen. Jobbet har også givet mulighed for kurser og samarbejde med det operative. På den måde uddanner man sig hele tiden yderligere, siger han og tilføjer, at det stærke kollegaskab, hvor man hjælper og lærer af hinanden også bidrager til at skabe et rigtig godt arbejdsmiljø.

"Tidligere havde jeg et billede at det offentlige som et system, hvor tidsperspektiverne kan være lange, men at komme bag om processerne har givet mig en dybere forståelse for kompleksiteten angående anskaffelser. Tingene kan tage tid, men det udspringer af grundighed. En grundighed, der er afgørende, når vi arbejder med det danske forsvar," slutter han.

 

Ingeniør i FMI

  • Der er i alt mere end 300 ingeniører ansat i FMI
  • Der arbejder mere en 60 ingeniører i KAMA
  • Retninger: Product & Design, Mechanical, Structural and Civil, Electronic, Communication Technology, Software

Inddelingen af ingeniørretninger tager udgangspunkt i DTU’s studieretninger.

 

Sidst opdateret 25. oktober, 2024 - Kl. 15.29