Materiel
It og cyberområdet
FMI støtter Hæren med en ny digital assistent i form af en softwarerobot, der hjælper med at registrere værnepligtige. Det vil årligt spare Hæren for ca. 700 arbejdstimer.
Den er måske nok usynlig, men den nye softwarerobot gør en stor forskel på en af de travleste dage på året – nemlig 1. mødedag for værnepligtige i Hæren. Her håndterer robotten store mængder data og sørger for, at de værnepligtige hurtigt bliver registreret i Forsvarets systemer.
Manuelle og tidskrævende processer automatiseres
Robotten er sat i verden af Robotics Operational Center i FMIs Koncern IT, der udvikler softwarerobotter til at automatisere administrative opgaver, så forsvarets ansatte får mere tid til kerneopgaverne.
I den forbindelse har Robotics Operational Center automatiseret en af de tidskrævende processer på 1. mødedag i tæt samarbejde med Hæren. Tidligere har værnepligtige udfyldt et skema med personlige oplysninger i hånden, hvorefter administrationen har tastet oplysningerne ind manuelt. Skemaet er nu digitalisereret, og robotten sørger for indtastningen af data. Det sikrer blandt andet en mere ensartet og hurtig registrering af data i DeMars.
”For os var 1. mødedag i august kulminationen på måneders arbejde med udvikling og test af robotten. Da antallet af værnepligtige blev flere end forventet, var vi spændte på, om teknikken magtede opgaven, men det lykkedes. Målet var, at alle oplysninger var registrerede senest 24 timer efter 1. mødedag, og det var de. Tidligere har processen taget op til flere dage”, fortæller René Marott, som til daglig er en del af Robotics Operational Center i FMI.
En stor tidsbesparelse skaber rum til kerneopgaverne
Registrering af 2300 værnepligtige på en gang er en stor opgave, og der er derfor tid at spare ved at tage robotten i brug.
”Vi har to store værnepligtsindkaldelser om året, og samlet set vil jeg vurdere, at vi sparer cirka 700 timer årligt ved at anvende robotten – det er en kæmpe tidsbesparelse for os, som medarbejderne kan bruge på andre opgaver”, siger Chefsergent Helmut Fechter, som er Hærens administrationsbefalingsmand, og forsætter:
”Ved at anvende robotten øger vi datakvaliteten, og vi har en bedre kontrol med dataene – det giver værdi.”
Til februar er der igen en stor værnepligtsindkaldelse i Hæren, hvor robotten skal anvendes. Lige nu arbejdes der på at optimere processen, så robotten også kan assistere ved indkaldelse af værnepligtige i Søværnet, Flyvevåbnet og Beredskabsstyrelsen.
Værnepligtig i Hæren scanner QR kode på 1. mødedag.
Robot teamet er en del af FMIs IT-division og består af 13 ansatte, som er i fuld gang med at udvide ”Robotic Process Automation”.
Siden 2019 er 20 softwarerobotter sat i drift og hjælper med alt fra salg af feltrationer over kontrol af data til onboarding af værnepligtige.