(Listen opdateres løbende)

 

FMI har modtaget følgende spørgsmål, der særligt omhandler støtteerklæringer:

 

Q (1): Kan en støtteerklæring vedrørende tekniske forhold (jf. PQQ, skabelon 3) accepteres, uden at det af støtteerklæringen (eller anden dokumentation) fremgår, at den pågældende støttende enhed hæfter solidarisk over for FMI for opfyldelsen af kontrakten?

 

A (1): Nej. Som det fremgår af dokumentet ”Prækvalifikations-kriterier” (side 8), skal støtteerklæringen (eller anden dokumentation) godtgøre, at den pågældende støtteenhed hæfter solidarisk for opfyldelse af kontrakten.

 

Q (2): Kan støtteerklæringen afgives på engelsk?

 

A (2): Det er generelt forudsat, at prækvalifikations-ansøgningen skal være på dansk, jf. også PQQ-skabelonerne, som ansøgerne opfordres til at benytte. Tekst/dokumenter på andre sprog end dansk bør derfor begrænses i videst muligt omfang og i givet fald være på engelsk (eller være vedlagt en autoriseret dansk eller engelsk oversættelse).

 

Q (3): Skal den krævede egenkapital på kr. 100 millioner stå på selskabets konto, eller kan det hele eller dele heraf dækkes af en økonomisk støtteerklæring?

 

A (3): Som det fremgår af dokumentet ”Prækvalifikations-kriterier” (side 5 og 6), skal ansøgers dokumentation af en egenkapital på minimum kr. 100 mio. være baseret på senest tilgængelige regnskabsår på tidspunktet for ansøgningen, jf. også PQQ-skabelon 4. Hvis ansøger støtter sig på en anden enhed for at opfylde de økonomiske minimumskrav, skal denne anden enhed afgive en støtteerklæring herom (PQQ-skabelon 2) og ligeledes afgive oplysninger om enhedens økonomiske oplysninger (PQQ-skabelon 4). Om minimumskravet vedrørende egenkapitalen baseret på senest tilgængelige regnskabsår er opfyldt, vil herefter blive vurderet på grundlag af de samlede oplysninger for ansøgeren og støtteenheden. Der stilles således ikke krav om dokumentation for, at der på ansøgningstidspunktet er kr. 100 mio. på et bestemt selskabs konto. Dog bemærkes, at der også vil blive stillet krav om en egenkapital på kr. 100 mio. på tidspunktet for kontraktindgåelsen, jf. ”Prækvalifikations-dokumentet” (side 8).

 

Q (4): Hvordan skal en ansøger dokumentere en egenkapital på kr. 100 mio., hvis egenkapitalen ikke indgår i seneste årsregnskab, men ansøger via en revisorerklæring, kan dokumentere en etableret egenkapital på kr. 100 mio.? Vil én revisorerklæring være tilstrækkelig som dokumentation?

 

A (4): Der henvises til foregående spørgsmål/svar (nr. 3). Hvis egenkapitalen ikke kan dokumenteres på grundlag af ansøgers senest tilgængelige regnskabsår, kan ansøger søge om prækvalifikation sammen med andre aktører (fx i form af et konsortie mv. eller ved at basere sig på støtteenheder), hvis sådanne andre aktører kan dokumentere den krævede egenkapital baseret på seneste tilgængelige regnskabsår. Hvis en eventuel revisorerklæring ikke er baseret på senest tilgængelige regnskabsår, vil revisorerklæringen dermed ikke kunne anses som tilstrækkelig dokumentation for kravets opfyldelse. Kravet skal således også ses i lyset af et ønske om dokumentation for en vis økonomisk robusthed historisk set.

 

Q (5): Vil beløbsbegrænsede støtteerklæringer kunne godkendes?

 

A (5): Nej. Som det fremgår af dokumentet ”Prækvalifikations-kriterier” (side 8), skal støtteerklæringen (eller anden dokumentation) godtgøre, at den pågældende støtteenhed hæfter solidarisk for opfyldelse af kontrakten overfor FMI. Hvis en støtteerklæring er begrænset til et bestemt beløb, vil dette ikke kunne anses for godtgjort.

 

Det bemærkes dog i den forbindelse, at den nærmere regulering af en støttende enheds solidariske hæftelse for opfyldelse af kontrakten over for FMI, herunder varigheden af en sådan hæftelse, vil indgå i kontraktgrundlaget og dermed også i den kommende dialogproces med de prækvalificerede tilbudsgivere. Endvidere bemærkes for god ordens skyld, at en erklæring om solidarisk hæftelse selvsagt kun vil få reel betydning, hvis tilbudsgiveren afgiver tilbud, og FMI på grundlag heraf tildeler kontrakten til den pågældende tilbudsgiver.

 

Q (6): Kan ansøger opfylde minimumskravet til egenkapital ved, at ansøgerselskabet har bindende tegningstilsagn fra solide investorer på et beløb der overstiger kr. 100 mio., som indbetales ved kontrakttildeling forud for underskriften af en operatørkontrakt?

 

A (6): Som det fremgår ovenfor af svarene ”A (3)” og ”A (4)”, skal den dokumenterede egenkapital være baseret på senest tilgængelige regnskabsår, hvilket bl.a. også er begrundet i et ønske om en vis økonomisk robusthed historisk set. Det er således ikke tilstrækkeligt til opfyldelse af kravet, at der fremlægges bindende tegningstilsagn fra investorer.

 

Q (7): Kan ansøger opfylde minimumskravet til egenkapital ved, at ansøgerselskabet fremlægger beløbsbegrænsede støttetilsagn fra investorer på i alt kr. 100 mio., for eksempel 2 støtteerklæringer på kr. 40 mio. og 1 støtteerklæring på kr. 20 mio., som erstattes af en dokumenteret egenkapital på kr. 100 mio. i ansøgerselskabet i forbindelse med en eventuel underskrift af en operatørkontrakt? Og kan det dermed bekræftes at FMI i så fald vil frigive støtteerklæringerne?

 

A (7): Som det fremgår ovenfor af svaret ”A (5)”, vil beløbsbegrænsede støtteerklæringer ikke kunne anses for at godtgøre støtteenhedens solidariske hæftelse for opfyldelse af kontrakten overfor FMI. Det gælder uanset, om der afgives én eller flere beløbsbegrænsede støtteerklæringer. Hvis en ansøger har behov for at støtte sig til en anden enhed for at kunne dokumentere den krævede egenkapital baseret på senest tilgængelige regnskabsår, skal denne anden enhed (støtteenheden) hæfte solidarisk for kontraktens opfyldelse over for FMI. For så vidt angår spørgsmålet om en eventuel frigørelse fra den solidariske hæftelse på et senere tidspunkt, vil dette blive reguleret nærmere i det kontraktgrundlag, som kommer til at danne grundlag for dialogen med de prækvalificerede tilbudsgivere, jf. også det ovenfor anførte i svaret ”A (5)”.

 

Q (8): Kan ansøger opfylde minimumskravet til egenkapital ved, at ansøgerselskabet fremlægger ubegrænsede støttetilsagn fra investorer, som erstattes af en dokumenteret egenkapital på kr. 100 mio. i ansøgerselskabet i forbindelse med en eventuel underskrift af en operatørkontrakt? Og kan det dermed bekræftes at FMI i så fald vil frigive støtteerklæringerne?

 

A (8): Hvis en ansøger opfylder kravet om egenkapital baseret på senest tilgængelige regnskabsår sammen med en anden enhed (støtteenheden), vil kravet anses som opfyldt, hvis der foreligger en støtteerklæring, hvoraf det bl.a. fremgår, at støtteenheden hæfter solidarisk for opfyldelse af kontrakten over for FMI (jf. PQQ-skabelon 2). For så vidt angår spørgsmålet om en eventuel senere frigørelse fra den solidariske hæftelse, henvises til svaret ”A (7)” ovenfor.

 

 

Efter dialogmødet har FMI modtaget endnu et spørgsmål vi vurderer har en generel interesse:

 

Q: Er det korrekt, at der tidligst i 2028 kan være nok elektricitet på Krudten, til at understøtte en produktionslinje?

 

A: Nej det er ikke korrekt. Der er allerede i dag en stor kapacitet på grunden, og såfremt denne skal opdateres eller evt. udbygges vil det som udgangspunkt have en tidshorisont på 6-12 måneder.

 

 

FMI har modtaget spørgsmål om, hvorvidt krigsmaterielloven vil være gældende for den/de virksomheder, som i givet fald ender med at blive tildelt en eller begge operatørroller.

 

Det følger af lovens § 1, stk. 1, nr. 3, at loven gælder for tilfælde, som angår ammunition, der kan anvendes til militære formål, da dette anses som krigsmateriel. Det følger endvidere af lovens § 2, at sådant krigsmateriel kun må fremstilles efter tilladelse fra Justitsministeren, som også fastsætter regler om under hvilke omstændigheder salg af krigsmateriel må finde sted.

 

Af lovens § 3 følger, at det herudover kræver særskilt (dvs. en yderligere) tilladelse, såfremt ejer- eller ledelsesforholdene i en virksomhed, der fremstiller krigsmateriel indebærer, at en personligt drevet virksomhed indehaves af ikke-danske statsborgere, eller såfremt selskaber har hjemsted udenfor Danmark, ledelsen er ikke-danske statsborgere, eller har betydeligt udenlandsk ejerskab mv. Sådan særskilt tilladelse kan påregnes meddelt, medmindre udenrigs- eller sikkerhedsmæssige forhold taler herimod.

 

Derudover må virksomheder, der fremstiller krigsmateriel kun optage udenlandske lån eller lån med udenlandsk garanti med (særskilt) tilladelse fra Justitsministeren, jf. lovens § 7, ligesom virksomhederne skal give Statens Våbentilsyn enhver oplysning om virksomheden og dens økonomi, som måtte blive efterspurgt (§ 11).

 

Krigsmaterielloven vil derfor være gældende for de operatører, som FMI vælger i medfør af konkurrencen. Ansøgerne opfordres derfor til selv at gøre sig bekendt med krigsmaterielloven og dens bestemmelser, herunder både de der er nævnt ovenfor og de, der gælder i tillæg hertil, samt danne sig et indtryk af på hvilken måde loven vil sætte rammer for ansøgernes påtænkte virksomhed og kommercielle forhold i øvrigt.

 

Sidst opdateret 10. september, 2024 - Kl. 11.39